Mad Med Oplevelser

Fagretning på grundforløb 1

Fagretningen Mad med Oplevelser er for dig, som interesserer dig for fødevareproduktion, regional madkultur, bæredygtighed, oplevelsen af det gode måltid og den gode service. Fagretningen retter sig som uddannelserne til Ernæringsassistent og Gastronom.

På fagretningen arbejder du bredt med flere forskellige projekter det første halve år:

Projekter på Grundforløb 1

Sund mad til mange

Her er fokus på produktion af sunde måltider til forskellige målgrupper: institutioner, kantiner, restauranter, bagerier osv. Vi besøger bornholmske virksomheder og arbejder med økologi og bæredygtighed i teori og praksis.

Madkultur Bornholm

Hvad er unikke oplevelser og god service for vores gæster og kunder? Her arbejder du med udvikling af nye produkter, regional madkultur, bornholmske specialiteter og service på tværs af fødevarebrancherne.

Giv gæsten og kunden en god oplevelse

Vi sætter fokus på service, det gode værtskab og gæstens samlede oplevelse i en butik, restaurant eller reception.

Julecaféen

Her udvikler du måltidsløsninger til den travle forbruger fra eksempelvis en bagerbutik eller kantine. Vi laver marmelader, geléer, chutney og småkager og holder åbent hus med fælles afslutning og salg lige inden jul.

Grundforløb 2 - uddannelsesretning

Når du starter på grundforløb 2, har du valgt din uddannelsesretning, og undervisningen er direkte målrettet mod uddannelserne gastronom (kok), ernæringsassistent eller tjener. Her får du en række praktiske og teoretiske fag. Via undervisningen i klasseværelset og de praktiske opgaver i køkkenerne får du en bred indsigt i dit fag, og du opnår en lang række kompetencer, som du skal bruge i dit videre forløb i en virksomhed eller skolepraktik.
Du afslutter grundforløb 2 med eksamen i et grundfag samt en grundforløbsprøve, som du skal bestå for at fortsætte på hovedforløbet.
 

EUX – to uddannelser i én

EUX er en erhvervsuddannelse kombineret med en gymnasial eksamen. Længden af en EUX-uddannelse varierer, men forlænger den fastsatte tid for erhvervsuddannelsen. Du kan altid gå fra en EUX til en almindelig EUD, men det omvendte gælder ikke. Du skal være boglig stærk for at tage en EUX-uddannelse, da du skal gennemføre en række gymnasiale fag på B- og A-niveau.

EUX grundforløb

På Campus Bornholm kan du starte på EUX inden for alle vores 3 fagretninger. Du kan vælge EUX ved tilmelding eller inden for de første 14 dage i grundforløbets 1. del.

På EUX grundforløbet skal du tage en række gymnasiale fag på C-niveau. Fagene er dansk, engelsk, samfundsfag og matematik. Derudover skal du tage en række uddannelsesspecifikke C-fag.

Med en EUX kan du videreuddanne dig på samme vilkår som personer med gymnasial eksamen. Du får det, man kalder generel studiekompetence svarende til en gymnasial eksamen.

Ernæringsassistent kan tages som almindelig erhvervsuddannelse eller med EUX.

På grundforløbets 2. del vælger du din uddannelsesretning. Læs mere under hovedområdet, Fødevarer, jordbrug og Oplevelser.

Hovedforløb

Du kan færdiggøre hele uddannelsen til gastronom og ernæringsassistent
på Campus Bornholm.

Vil du vide mere?

Kom til informationsmøde onsdag d. 24. januar 2018 kl. 19.00 på Sandemandsvej 11 i Rønne

14. December 2017
Ole B. Larsen
Uddannelsesleder
Afdeling:
MAD
Telefon:
60121804