Covid-19

Fra mandag 29. november skal alle elever, kursister, medarbejdere og gæster på skolen kunne fremvise gyldigt coronapas. > Læs vores retningslinjer
  • COVID-19

Alle på skolen skal have gyldigt coronapas 

Fra mandag 29. november skal alle skolens ansatte, elever og kursister kunne vise et gyldigt coronapas for adgang til Campus Bornholm.

Vi gennemfører kontrol mindst to gange om ugen. Personer, der på forespørgsel ikke viser et gyldigt coronapas, vil blive bortvist. 

Det vil blive registreret som fravær, hvis en elev/kursist/deltager bliver bortvist, fordi vedkommende ikke kan fremvise et gyldigt coronapas. 

Skolen kan ikke iværksætte nødundervisning for elever, kursister eller deltagere, der ikke kan vise et gyldigt coronapas.

Følgende dokumentation udgør et gyldigt coronapas

Ved et gyldigt coronapas forstås:

  1. et negativt resultat af en COVID-19-test, der ved en PCR-test er højst 72 timer gammel og ved en antigentest er højst 48 timer gammel regnet fra tidspunktet, hvor testen er foretaget,
  2. et positivt resultat af en PCR-test, der er mindst 14 dage og højst 180 dage gammelt regnet fra tidspunktet, hvor testen blev foretaget,
  3. et gennemført vaccinationsforløb mod COVID-19, hvor et vaccinationsforløb for COVID-19 anses for gennemført umiddelbart efter den afsluttende dosis, såfremt vaccinationsforløbet kræver to eller flere doser, eller 14 dage efter første dosis, såfremt vaccinationsforløbet alene kræver én dosis,
  4. et påbegyndt vaccinationsforløb mod COVID-19, hvor et vaccinationsforløb for COVID-19 anses for påbegyndt mindst 14 dage og højst 42 dage efter den første dosis, eller
  5. fremvisning af gyldigt coronapas i sundhedsmyndighedernes app ”Coronapas”.

Dokumentation efter pkt. 1-4 kan foreligge både i papirformat og elektronisk. Af dokumentationen skal fremgå navnet på indehaveren af coronapasset svarende til navnet på personens medbragte pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort.

Øvrige retningslinjer

På Campus Bornholm følger vi sundhedsmyndighedernes og Børne- og Undervisningsministeriet retningslinjer. 

Nedenfor kan du læse gældende retningslinjer omkring symptomer, positiv test, nære kontakter og selvisolation. De er hentet fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside: https://www.sst.dk/da/corona

Har du symptomer på COVID-19

Hvis du har symptomer på COVID-19 (feber, tør hoste, tab af smags- og lugtesans, vejrtrækningsproblemer, træthed, muskelsmerter, ondt i halsen mv.), skal du gå i selvisolation og få en PCR-test hurtigst muligt.

Hvis din test er positiv for COVID-19

Hvis dit testsvar er positivt eller påvist, skal du gå i selvisolation for at undgå at smitte andre. Hold afstand til dem, du bor sammen med og vær særlig opmærksom på hygiejne og rengøring.

Du skal sørge for at nære kontakter bliver opsporet. Du vil højst sandsynligt blive kontaktet af smitteopsporingsenheden, som hjælper med opsporingsarbejdet.

OBS: Hvis du er testet positiv, skal du give skolen besked om det hurtigst muligt, så vi kan informere de personer, du har været i nær kontakt med. Du skal give skolen besked enten via Lectio, telefon eller på mail.

Hvis du er testet positiv via hurtigtest (i næsen), skal du hurtigst muligt have taget en PCR-test (i halsen).

Hvornår er man nær kontakt?

Du er nær kontakt, hvis du har været tæt på en smittet person, i en af følgende perioder:

  • Smittet person med symptomer: Fra 48 timer før personens symptomer startede og indtil 48 timer efter, at personens symptomer stoppede.
  • Smittet person uden symptomer: Fra 48 timer før personen fik taget testen til 7 dage efter.

Hvis du har været tæt på en smittet person i en af de ovennævnte perioder, er du en nær kontakt, hvis du samtidig opfylder mindst et af følgende kriterier:

  • Du bor sammen med en smittet person.
  • Du har haft direkte fysisk kontakt (fx ved kram) med en smittet person, eller direkte kontakt til sekreter fra en smittet person (fx blevet hostet eller nyst på af en smittet person eller har rørt ved personens brugte lommetørklæde eller mundbind m.v.).
  • Du har i mere end 15 minutter været tæt på en smittet person inden for 1 meter (fx ved samtale, ved middagsbordet, på arbejdspladsen mv.).

Hvad skal du, hvis du er nær kontakt?

Som nær kontakt kan du ikke vide, om du er smittet, før du er blevet testet. Gør følgende:

Hvis du er færdigvaccineret:

Du betragtes som færdigvaccineret 14 dage efter sidste anbefalede vaccination.

  • Hvis du ikke har symptomer på COVID-19, behøver du ikke gå i selvisolation.
  • Du bør blive testet med en PCR-test på 4. og 6. dagen efter du sidst var i nær kontakt med den smittede person.
  • Hvis du får symptomer på COVID-19, skal du gå i selvisolation og følge retningslinjerne for personer med symptomer.

Hvis du ikke er vaccineret eller færdigvaccineret:

  • Gå i selvisolation.
  • Vær særligt opmærksom på hygiejne og rengøring.
  • Sørg for at blive testet med en PCR-test - som udgangspunkt to gange.

Hvis du tidligere har været smittet med ny coronavirus

  • Hvis du har været testet positiv for ny coronavirus inden for de sidste 12 måneder og efterfølgende får besked om, at du er nær kontakt, behøver du ikke gå i selvisolation.
  • Du bør blive testet med en PCR-test på 4. og 6. dagen efter, at du sidst var i nær kontakt med den smittede person.
  • Hvis det er under 12 uger siden, at du fik taget din positive test, kan du også undlade at blive testet. Hvis du får symptomer på COVID-19, bør du altid gå i selvisolation og blive testet.

Hvornår kan du ophæve din selvisolation?

Hvis du har haft symptomer, regnes du for smittefri og kan ophæve selvisolationen 48 timer efter, at dine symptomer er forsvundet.

Du kan også ophæve din selvisolation efter 10 dages sygdom, hvis du på det tidspunkt har været feberfri i 48 timer (uden brug af febernedsættende medicin, som fx paracetamol), føler du, at du har det betydeligt bedre og kun har milde restsymptomer, såsom tab af smags- og/eller lugtesans, let hoste, hovedpine, træthed m.v.

Hvis du ikke har haft symptomer, er du smittefri og kan ophæve selvisolationen 7 dage efter, at du fik taget testen. Du skal ikke testes igen for at blive erklæret rask. Testen kan nemlig være positiv pga. inaktiv virus, selv om du er rask og ikke længere smitter. Det er altså ikke nødvendigt at have en negativ test for at kunne vende tilbage til arbejde, skole m.v.

Yderligere oplysninger

Giv skolen besked, hvis du er testet positiv

Hvis du er testet positiv, skal du give skolen besked om det hurtigst muligt, så vi kan informere de personer, du har været i nær kontakt med.

Du skal give skolen besked enten via Lectio, telefon eller på mail.

Hold fast i de gode vaner

Selv om du har fået begge stik, er der fortsat en lille risiko for at blive smittet og syg. Derfor SKAL vi holde fast i de gode vaner, som vi alle efterhånden har et indgående kendskab til, men som vi alligevel repeterer her:

  1. Brug håndsprit ved indgang til skolen

  2. Brug håndsprit ved indgang til kantinen

  3. Vask hænder grundigt og ofte og/eller bruge håndsprit i løbet af dagen

  4. Brug håndsprit eller sprit af efter berøring af kaffemaskine, kopimaskine og andre kontaktpunkter

  5. Hold afstand

  6. Luft ud regelmæssigt

  7. Host og nys i ærmet.