• ELEVHÅNDBOG 2021/22

    for EUD og EUX
  • ELEVHÅNDBOG 2021/22

    for EUD og EUX
  • ELEVHÅNDBOG 2021/22

    for EUD og EUX
  • for EUD og EUX

    ELEVHÅNDBOG 2021/22

  • ELEVHÅNDBOG 2021/22

    for EUD og EUX

Campus Bornholm fra A - Å

I vores elektroniske elevhåndbog for erhvervsuddannelserne kan du finde svar på mange af de praktiske spørgsmål, som dukker op - både i begyndelsen og undervejs i din uddannelse.  

Her finder du både eksamensregler, info om cykelparkering, ringetider, vores rusmiddelpolitik og meget mere.

Håndbogen er bygget op som et opslagsværk, hvor emnerne kommer i alfabetisk rækkefølge. 

Hvis du ikke finder svar her på siden, er du naturligvis meget velkommen til at spørge din uddannelsesleder, lærer eller en af  uddannelsessekretærerne. 

A

Adresseændring

Hvis du i løbet af skoleåret skifter adresse, telefonnummer eller mailadresse, skal du med det samme meddele dine nye oplysninger til uddannelsesadministrationen.

Husk også at ændre dit telefonnummer på Lectio, så du fortsat modtager sms’er i forbindelse med ændringer i dit skema.

Arbejdstøj og fodtøj 

I værkstederne og i køkkenerne skal du være praktisk klædt på: Dit tøj skal kunne tåle at blive snavset og sidde tæt til kroppen, og du skal have godkendt sikkerhedsfodtøj på.

I teoriundervisning kan du have almindeligt tøj på.

Du skal bruge de værnemidler, der stilles til rådighed af skolen (hjelme, handsker mv.).

B

Bibliotek

På vores bibliotek kan du bl.a. modtage hjælp til informationssøgning, bestille litteratur til dine opgaver og eksaminer samt låne og afhente biblioteksmaterialer.

Som elev er du oprettet som låner med dit UNI-login, hvilket benyttes, når du logger ind på biblioteksbasen: start.cabh.dk > ’Biblioteksbase’. I biblioteksbasen kan du lokalisere og reservere bøger fra bibliotekets samlinger, se din lånerstatus samt forny dine lån.

På bibliotek.dk kan du i øvrigt bestille bøger hjem til biblioteket fra det øvrige Danmark ved brug af dit Nem-ID eller CPR-nummer.

> Du kan læse mere om biblioteket på: start.cabh.dk > ’Bibliotek’

Brugerbetaling

Du skal selv betale for sikkerhedssko, hængelås til skab og arbejdstøj.

Der kan være deltagerbetaling på eventuelle studieture og ekskursioner.

Der kan forekomme udgifter til bøger og undervisningsmateriale.

D

Digital post

Når vi skal sende post hjem til dig, sender vi posten til din digitale postkasse.

Digital post er ikke det samme som almindelige e-mails. Du skal hente din digitale post enten på Borger.dk eller E-boks.dk. Ligegyldigt hvilken af portalerne, du logger på, får du vist den samme indbakke. Du skal bruge din Nem-Id for at komme ind.

Husk at indtaste din almindelige mailadresse og mobiltelefonnummer under ’Profil’ i din digitale postkasse. Så får du besked, når du får ny post. E-boks findes som app til mobiltelefon, så det er nemt at se posten.

> Gå til borger.dk

> Gå til E-boks.dk

E

Eksamener og prøver

Alle dine eksamener vil være mundtlige eksamener. 

> Læs vores eksamensregler

Elevråd og demokrati

Elevrådet er en vigtig del af livet på skolen. Som medlem af elevrådet får du indflydelse på skolens hverdag og er med til at bestemme, hvad der skal ske i løbet af året.

Elevrådet er spiller en rolle i kommunikationen mellem elever og ledelsen og medarbejderne på Campus Bornholm. Det betyder, at elevrådet kan tage sager op af fælles interesse for eleverne som helhed, og skolen vil bede elevrådet give indstillinger om fælles sager.

Har du et godt forslag – så tag det op i elevrådet.

Du opfordres hermed til at stille op som repræsentant for dit hold/klasse i elevrådet.

Elevboxe

Du har mulighed for at låne en elevbox, mens du går på skolen. Skabene er nummererede og placeret i kælder samt 1., 2. og 3. etage samt i Merkurvej-bygningen.

Inden du tager en box i brug, skal du registrere dig som bruger.

> Registrer dig her: https://box.cabh.dk/

Du må kun benytte én box*), og når du ikke længere bruger din box, skal du afregistrere den.

Du opretter selv en 4-cifret kode til boxens lås. Hvis du glemmer din kode, kan du henvende dig hos Teknisk Service for at få boxen låst op. Det koster et gebyr på 50 kr.

Skolen forbeholder sig ret til - uden varsel - at åbne boxe, som ikke er registrerede. Indhold i ikke-registrerede boxe vil blive fjernet.

*) Hvis du vælger en EUD-hængelåsbox, har den to låger, og du registreres med begge, når du registrerer det ulige lågenummer. Den ene låge er til privat tøj - den anden til arbejdstøj. Du skal selv sætte hængelåse på. Kontakt evt. lageret, der ligger inde med nøglen til den eksisterende hængelås. Du kan købe hængelåse på lageret.

Elevtilfredshed

Undervisningsmiljøet på erhvervsuddannelserne er åbent og imødekommende, og vi gør vores for, at du føler dig velkommen.

Dine lærere og andre medarbejdere på skolen gør en stor indsats for at tilrettelægge undervisningen på en hensigtsmæssig måde. Skulle der alligevel opstå en situation, hvor du føler dig uretfærdigt behandlet eller ikke forstår en konkret afgørelse, er det vigtigt, at du så hurtigt som muligt snakker direkte med den pågældende - uanset om det er en lærer eller en anden ansat på skolen.

I de fleste tilfælde vil det løse problemet at få snakket sagen igennem stille og roligt - fx i et frikvarter eller efter skoletid. Såfremt du ikke mener, at en sådan samtale har løst dit problem på en tilfredsstillende måde, kan du rette henvendelse til uddannelseslederen, som vil tage initiativ til at mødes med både dig og de pågældende - sammen eller hver for sig - og finde en løsning på problemet.

Årlig evaluering

Skolen har en plan for evaluering af elevernes trivsel og tilfredshed. Du bliver i løbet af skoleåret bedt om at besvare et elektronisk evalueringsskema, som er den landsdækkende elevtrivselsundersøgelse. Du opfordres til at deltage aktivt i disse evalueringer og give din mening til kende, så vi løbende kan forbedre undervisningsmiljøet på skolen.

F

Ferieplan

Se hvornår du har ferie her.

Fester- og fredagcaféer

Der afholdes jævnligt sociale arrangementer, hvor du kan være sammen med andre elever. Der afholdes to typer af arrangementer:

FREDAGSCAFÉER

Typisk fra kl. 14 - 16 på en fredag, hvor der er mulighed for at afslutte ugen med en hyggelig stund og en fredagsøl eller vand. Der vil til alle fredagscaféer være forskellige aktiviteter – fx skak, brætspil, sport, musik eller Fifa-turnering.

Fredagscaféerne er åbne for alle, der har deres gang på Campus Bornholm. De arrangeres af et fredagscaféudvalg bestående af elever fra forskellige uddannelser.

Der vil være lærerrepræsentanter og vagter til stede, og det forventes, at du ikke drikker mere end enkelte genstande.

Vi holder fem fredagscaféer på et skoleår.

FESTER

Fem gange om året holdes en fest for alle elever på Campus Bornholm. Festerne arrangeres af et festudvalg bestående af elever.

Vi forventer selvfølgelig, at du til enhver tid er i stand til at tage vare på dig selv. Skolens rusmiddelpolitik (se under ’Rusmiddelpolitik’ i denne elevhåndbog) skal altid overholdes. Overtrædelser medfører bortvisning og karantæne fra efterfølgende sociale arrangementer.

Der er lærerrepræsentanter og vagter til stede til festerne.

Forsikringsforhold

Du skal selv sørge for at tegne en fuldtids ulykkes- og ansvarsforsikring. I tilfælde af tyveri fra en elev anmeldes det til elevens eget /forældrenes forsikringsselskab. Ved kørsel i egen bil til ekskursion o. lign. gælder ligeledes, at evt. skader anmeldes til bilens forsikringsselskab. Skolen bærer ikke noget ansvar i sådanne tilfælde.

Du er erstatningsansvarlig for evt. egne skadevoldende handlinger og undladelser. Det gælder også, hvis du volder skade på andre elever - hvad enten det sker i en pause eller i undervisningstiden.

Fotografering

Ved skolestart skal der tages et portrætfoto til dit studie- og printkort og det studieadministrative system Lectio. Dette er obligatorisk.

Ved forskellige begivenheder og enkelte undervisningsaktiviteter vil der blive taget situationsbilleder, som vi i nogle tilfælde offentliggør (fx på vores hjemmeside, Facebook, brochurer og presse). Inden situationsbillederne tages, får klassen besked om det.

Fravær og mødepligt

Du har mødepligt til undervisningen. Alle former for fravær regnes som fravær. Det gælder uanset årsagen til fraværet – altså også selv om fraværet er velbegrundet. Et for stort fravær kan medføre sanktioner.

Der findes to slags fravær:

  1. Lovligt fravær: Gives kun af uddannelseslederen ved fx alvorligt sygdomsforløb.
  2. Ulovligt fravær: Alt andet fravær – herunder pjæk.

Ved sygemelding skal du ringe til skolens hovednummer tlf. 5695 9700 inden kl. 8.00.

G

Glemte sager

Fundne sager kan afleveres hos uddannelsesadministrationen. Små effekter (smykker, ure, elektronik mv.) kan afhentes i uddannelsesadministrationen. Større effekter (tøj, tasker, sko) kan afhentes i glemmekassen i kælderen - i nærheden af the-køkkenet.

Skolen bortskaffer glemte sager hvert år ved sommerferien.

Et godt råd: Skriv navn og klasse på alle dine opladere – så finder de meget nemmere tilbage til dig, hvis du har glemt dem.

I

IT i undervisningen

Vi bruger IT til næsten alt - og vi forventer, at du også vil gøre det. Derfor bør du medbringe din egen bærbare pc. Hvis det ikke er muligt, har du mulighed for at låne en på skolens bibliotek.

Der er trådløst netværk – ’CB’ - på hele skolen, og vores IT-supportere assisterer dig i en vis udstrækning med både netværk og programmer. Vi anbefaler, at du anvender fx Onedrive eller skolens elevdrev til at gemme dine dokumenter i. Så er de lette at få fat på og forsvinder ikke.

På skolen kan du få installeret Office-pakken gratis. I matematik (A+B niveau) anvendes hovedsageligt TI-Nspire, som du selv skal betale (ca. 160 kr./år), hvis du vil have det på din egen computer. Hvis der skal benyttes web-baserede materialer til undervisningen, skal du selv oprette log-in til materialet.

Gode vaner

Du anbefales at tilegne dig gode IT-vaner fra starten:

  • Gem dine dokumenter og data med genkendelige fil-navne
  • Husk dine koder og/eller gem dem på en sikker måde
  • Tag backup, så du ikke mister alle data den dag, din bærbare bryder sammen
  • Tag ansvar for dit forbrug af IT-programmer, så du holder fokus på skolearbejdet. Det går ikke blot ud over dig selv, hvis du spilder din undervisningstid på spil og privat kommunikation – dårlige IT-vaner har forstyrrer dine klassekammerater og har en tendens til at smitte.

Nogle klasser har fælles regler for brug af computer og mobiltelefoner. Disse skal du naturligvis overholde – fx hvis din underviser forlanger, at mobiltelefoner samles sammen/gemmes væk, eller at lektionerne altid begyndes med lukket computer.

IT-regler

Da undervisningen på skolen og skolens elever er afhængig af, at IT-udstyret fungerer korrekt, skal følgende regler overholdes:

Alt IT-udstyr skal behandles ordentligt. Det vil sige: 

  1. Når du forlader IT-udstyret, skal du skal logge dig af og rydde op ved computeren.
  2. Brug internettet med omtanke – overhold de gængse regler for god opførsel på nettet.
  3. Når du aflytter videoindslag til brug i undervisningen, skal du bruge høretelefoner.
  4. Passwords til skolens systemer er fortrolige - du er derfor ansvarlig for at holde dit eget password hemmeligt, og du er selv ansvarlig ved misbrug.
  5. Der må aldrig installeres programmer på skolens computere uden en lærers tilladelse.
  6. Det er ikke tilladt at køre fremmede programmer på skolens computere.
  7. Der må ikke ændres på computernes opsætning.

Misbrug

Det er forbudt at bruge skolens internetforbindelse til ikke-skole-relaterede formål (herunder download af pornografi, satellitkoder eller video og musikfiler) og den må under ingen omstændigheder anvendes til formål, der strider imod dansk lov – herunder bl.a. hacking, piratkopiering og ulovlig download.

Alle forsøg på at opnå udvidede privilegier på skolens eller andres Edb-systemer – herunder forsøg på at misbruge andre elevers passwords – vil blive betragtet som hacking og kan medføre bortvisning og politianmeldelse.

Fri anvendelse

Du kan frit anvende en hvilken som helst bærbar/ tablet med et hvilket som helst operativsystem og sprog i skolens netværk (Windows pc er dog at foretrække med hensyn til programmer og support).

Netværksudstyr

Dit eget netværksudstyr (routere, switch o.l.) må under ingen omstændigheder bringes i anvendelse på skolens område uanset om de kobles til vores netværk.

Du kan få hjælp og vejledning på: http://it.cabh.dk

IT-rygsæk

Hvis du har svært ved at læse eller skrive, er ordblind, synshandicappet eller har andre problemer, kan du måske få en IT-rygsæk. Rygsækken består af en computer med programmer, der kan hjælpe med oplæsning og stavning samt to små scannere (der laver teksten om til lyd), en du kan bruge i undervisningen, og en du kan bruge hjemme.

Hvis du har ret til at modtage IT-rygsæk, anbefaler vi, at du tager imod tilbuddet. IT-rygsækken skal afleveres igen, når du er færdig med din uddannelse.

IT-support

Har du brug for hjælp og vejledning, kan du få nyttig viden på: https://it.cabh.dk/Home/Indhold/5

På denne side finder du også link til Teamviewer. Med Teamviewer på din pc, kan du få hjælp via telefonen, mens vores IT-supporter fjernstyrer din pc.

Vi henstiller til, at personligt fremmøde på IT kontoret (lokale 0.423) kun sker efter aftale, eller når det ikke er muligt at kontakte IT-supporten via telefon og mail.

Læg gerne IT-medarbejdernes telefonnumre ind i din telefon:
- Thim Pedersen: 60121823
- Peter Bromley: 60121818
- Lars Thisted: 60121822

K

Kantinen

I kantinen kan du købe morgenmad, dagens ret, sandwich, håndmadder, frugt, salater, kaffe, the mv. I kantinen er der forskellige produkter, hvor der betales efter vægt, samt selvbetjeningsautomater til betaling. Som udgangspunkt følger kantinens sortiment Fødevarestyrelsens officielle kostråd.

Kantinen byder hver dag på gratis morgenmad i form af havregryn, mælk og sukker. Tilbuddet gælder alle elever på Campus.

Karakterer

Du vil løbende få skriftlige opgaver i visse fag, så du og dine undervisere får en pejling på, hvor du befinder dig karaktermæssigt. Men husk:

Karaktererne for dine afleveringsopgaver beskriver din løsning af netop denne opgave.

For at få en god standpunktskarakter skal du generelt være aktiv, forberedt til undervisningen og overholde deadlines.

Kontaktlærer

Når du starter en uddannelse, får du tilknyttet en kontaktlærer, som kan:

  1. medvirke til at give dig overblik i forhold til din uddannelse
  2. hjælpe dig med at justere din personlige uddannelsesplan, så du hele tiden er bevidst om vejen til målet
  3. samarbejde med dine faglærere og den interne vejleder, så din vejledning bliver optimal.

L

Lectio

Lectio er vores digitale undervisningsplatform og anvendes til kommunikation mellem dig og skolen.  Al intern information gives på Lectio.

Du skal gøre det til en vane at logge ind og kigge i Lectio hver dag - så er du opdateret.

Du får en introduktion til Lectio i begyndelsen af skoleåret, og derudover skal du prøve dig frem.

På Lectio kan du:

  1. finde oplysninger om skema, skemaændringer, månedskalenderen, lektier, fravær, karakterer og eksamen
  2. aflevere skriftlige opgaver
  3. finde undervisningsmaterialer som din lærer har lagt ud.
  4. Lectio er opdelt i forskellige rum. Som elev har kun adgang til de rum, der har med din klasse og dig personligt at gøre.

På Lectio findes et rum, hvor alle elever har adgang: ‘Lærere og elever’. Her ligger dokumenter af interesse for alle elever - fx referat af elevrådsmøder, diverse politikker, skriftlige vejledninger - og meget mere.

Alle nye elever får tildelt et log-in til brug for alle systemerne ved skolestart. Det er UNI-login, og hvis du har et med fra folkeskolen, vil det virke uden ændringer.

Lektiecafé

I lektiecaféen kan du arbejde med opgaver fra den daglige undervisning, hvis du er kommet bagud. Desuden arrangerer vi lektiehjælp til grundfag efter behov. Tal med din lærer, hvis du vil have yderligere info.

Lære- og praktikplads

Hvert værksted/område har en koordinator, som kan hjælpe dig med at finde en praktikplads. Koordinatoren har en direkte kontakt med virksomhederne og kan give dig vejledning i, hvad de enkelte virksomheder lægger vægt på.

Campus Bornholm har et praktikcenter, som ligger på Ved Lunden 3 i Rønne. Praktikcentret har kontakten til virksomhederne i forbindelse med uddannelsesaftaler, og de kan hjælpe dig med spørgsmål omkring dette. Desuden kan de orientere om og introducere til mulighederne for skolepraktik.

Praktikcenterkoordinator er Jeanet Hansen, tlf. 3065 0249.

M

Mentorordning

Du kan få en mentor, hvis du har nogle udfordringer, der gør, at du har krav på specialpædagogisk støtte. Du kan få en mentor, hvis din UU vejleder eller sagsbehandler henvender og beder om, at du skal have en mentor.

Du kan altid skrive eller ringe (... eller bare komme forbi og banke på hos vores mentorkoordinator Lulu), hvis du har et problem eller spørgsmål, du går og tumler med. Det kan være alt fra faglige udfordringer, fysisk sygdom, angst eller kærestesorger, der på forskellig måde udfordrer dig, og som du har behov for at dele med nogen.

Mentorer har tavshedspligt.

Hvis du ikke kan lide selv at tage kontakt, kan du bede din lærer om at kontakte Lulu. Lulu-Ann Jacobsen kontaktes på 3065 0229 eller laja@cabh.dk

Lulu-Ann Jacobsen

 

Mobiltelefoner

I undervisningstiden skal mobiltelefoner altid være på lydløs og må kun benyttes med lærerens udtrykkelige tilladelse. Overtrædelse af denne regel kan medføre forbud mod, at du i en nærmere bestemt periode medbringer og anvender din mobiltelefon på skolen, og/eller at din mobiltelefon beslaglægges resten af skoledagen.

Se også Campus Bornholms studie- og ordensregler her

O

Oprydning og affald

Vi forventer, at du hjælper med at holde vores bygning ren og pæn. Husk, at rengøringsassistenternes arbejde er at gøre rent – ikke at rydde op.

Klasse- og andre lokaler skal efterlades i opryddet stand. Stolene skal sættes på plads efter hver time.

Madpakker spises i kantineområdet - ikke i undervisningslokalerne.

Vi skal alle medvirke til at sortere vores affald, så mest muligt kan genanvendes. Det kræver så lidt af os – men har stor betydning for miljøet. Derfor:

  1. Almindeligt affald skal i affaldsspande mærket ’Andet affald’. De findes i alle lokaler og tømmes dagligt
  2. Papir skal i affaldsspande mærket ’Papir’. De findes i alle lokaler og tømmes efter behov
  3. Plastflasker og dåser skal i de affaldsrør, der er opstillet på gangene, hvis du ikke selv sørger for at pante.

Opslagstavler

Du må sætte opslag op på de dertil indrettede opslagstavler – de findes på udvalgte steder i bygningen. Husk at tage dit opslag ned, når det ikke længere er relevant.

Der IKKE klæbes plakater op med tape, klæbemasse og lignende. Hverken på glaspartier eller vægge.

P

Parkering og færdsel

Tag hensyn og kør forsigtigt, når du skal til og fra skole, og brug kun de afmærkede parkeringsbåse til cykler, knallerter og bil. Så er du med til at få trafikken omkring campus til at fungere bedst muligt.

CYKLER

Alle cykler skal enten parkeres i cykelkælderen eller den udendørs cykelparkering ved cykelstien. Cykler parkeret uden for cykelparkeringsområdet fjernes uden ansvar.

KNALLERTER

Der er knallertparkering ud for gavlen ved rød hal ved p-pladsen på Minervavej 2. Knallerter må under ingen omstændigheder parkeres i kælderen pga. støj og luftforurening.

BILER

Hvis du kører i bil til skolen, så vær opmærksom på, at du enten skal parkere på Merkurvej 10 eller ved Rønne Idrætshal/DGI Hallen på Torneværksvej.

Parkeringsselskabet ParkZone varetager håndteringen af skolens parkeringsregler og hvis du ikke overholder disse, risikerer du en parkeringsafgift på 790 kr.

Dette gælder også, hvis du fx parkerer uden for de markerede p-båse på Merkurvej. Parkering på Minervavej er ikke mulig, da pladsen er forbeholdt personer med parkeringstilladelse. Overtrædelse kan medføre en parkeringsafgift på 790 kr.

Hvis du skulle få en kontrolafgift, er det en sag mellem dig og ParkZone. Skolen indgår ikke i en eventuel vurdering af, om kontroludgiften er retmæssigt udstedt.

Undlad venligst at parkere i lokalområdet, da der flere steder er parkeringsforbud og da uhensigtsmæssig parkering er til gene for beboerne og trafikken generelt.

Privatlivspolitik og beskyttelse af persondata

På Campus Bornholm varetager vi personlige oplysninger ordentligt og med gennemsigtighed i sagsbehandlingen. Vi passer grundigt på de personoplysninger, der kommer til os, og vi behandler dem efter gældende lovgivning.

Vi indsamler og behandler kun de personoplysninger, vi har brug for. Vi bruger dem til dét formål – og gemmer dem, så længe der er brug for det. Enhver behandling af personoplysninger er lovlig og rimelig.

Dine oplysninger opbevares sikkert og fortroligt hos os. Vi beskytter dem mod, at de utilsigtet slettes, går tabt eller forringes og mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven.

Du kan læse mere om beskyttelse af persondata i skolens privatlivspolitik hér: https://campusbornholm.dk/privatlivspolitik

Projekt Bedre erhvervsuddannelser

R

Ringetider

Erhvervsuddannelserne har følgende ringetider:

1. + 2. lektion

8.10 - 9.40

3. + 4. lektion

10.00 - 11.30

Spisepause

11.30 - 12.10

5. + 6. lektion

12.10 - 13.40

7. lektion

13.55 - 14.40

8. lektion

14.40 - 15.25

Rusmiddelpolitik

Med en tydelig og klar rusmiddelpolitik tager vi misbrug alvorligt, og sørger for en effektiv indsats over for elever med et problematisk forbrug/misbrug af rusmidler. Det er et fælles ansvar.

Misbrug skal ikke hindre eleven i at gennemføre en uddannelse, hvis eleven gennemfører misbrugsbehandling.

Skolen ønsker at medvirke til at løse konkrete opståede problemer for skolens elever som følge af et uhensigtsmæssigt forbrug af rusmidler.

INFORMATION, HJÆLP OG RÅDGIVNING FRA SKOLEN

Campus Bornholm skal sikre, at eleverne får relevant viden om rusmidler, og at der skabes rammer for samtale og udveksling af holdninger på dette område.

Det skal gøres tydeligt for hver enkelt elev på skolen, hvor man kan henvende sig, hvis der er behov for rådgivning og støtte. Campus Bornholm vil, som udgangspunkt, forsøge at fastholde elever med et misbrug i uddannelse. Dog forudsættes, at eleven forpligter sig til at få rådgivning og hjælp til at komme ud af misbruget. For elever under 18 år, der har et misbrug, involveres forældrene.

Alle, som opdager, at en elev har et uhensigtsmæssigt forbrug/misbrug af rusmidler, opfordres til at tage kontakt til uddannelsesleder.

UDSKÆNKNING AF ALKOHOL

Det er ikke tilladt at indtage/være påvirket af alkohol i skoletiden – hverken på skolens område eller ved ekskursioner, introduktionsture, mv. På studieturene må der ikke indtages alkohol i undervisningstiden.

Ved elevfester, koncerter, caféaftener og lignende må der kun udskænkes drikkevarer med en alkoholprocent på max. 5 %. Det skal altid være muligt at købe drikkevarer uden alkohol til en lavere pris end drikkevarer med alkohol. Ved skolens egne fester - dvs. Årsfesten og Gallafesten - kan der sælges bordvin.

Stærkt berusede personer bortvises fra arrangementet. Elevens forældre eller kontaktpersoner skal så vidt muligt kontaktes, så de kan hente den bortviste elev.

ULOVLIGE RUSMIDLER

Det er ikke tilladt at være påvirket af eller at indtage, besidde, sælge og videregive enhver form for euforiserende stoffer på Campus Bornholms område. Hverken i undervisningstiden, uanset hvor den finder sted, eller ved alle arrangementer i skolens regi - fx fester og studieture.

Elever og eventuelle gæster, der vurderes at være påvirkede af euforiserende stoffer, kan uden yderligere grund nægtes adgang til fester, caféaftener mv. Desuden er alle forpligtet til på opfordring at vise indholdet af lommer og punge mv. til festvagterne eller forlade skolens område.

SANKTIONER

Overtrædelser af reglerne om udlandsrejser og ekskursioner kan medføre hjemsendelse for egen regning og uden ledsagelse efter lærernes suveræne afgørelse.

Overtrædelse af reglerne vedrørende euforiserende stoffer vil normalt medføre bortvisning.

Elever, der overtræder skolens generelle regler om rusmidler, vil som udgangspunkt blive midlertidigt udelukket fra undervisningen med efterfølgende samtale om genoptagelse af skolegangen.

Elever, der stadig efter gentagne forsøg på hjælp fortsat misbruger rusmidler, vil blive bortvist fra skolen.

Medvirken til handel med euforiserende stoffer på eller ved skolen medfører bortvisning og politianmeldelse.

Ved bortvisning vil eleven (og elevens forældre, hvis eleven er under 18 år) altid blive indkaldt til en samtale med uddannelseslederen, hvor elevens fremtid vil blive drøftet, herunder vil der blive tilbudt en vejledningssamtale med skolens studievejledere og evt. andre relevante vejledere.

Rygning mm.

Campus Bornholm er en tobaksfri skole. Det betyder, at du ikke må ryge i skoletiden – heller ikke i pauser mellem lektioner. Rygeforbuddet gælder både på skolens matrikel og i områderne omkring skolen.

Med rygning forstås alle former for rygning, inkl. brug af elektroniske cigaretter og snus.

På studieture, ekskursioner og lignende er det ikke tilladt at ryge i undervisningstiden.

Overtrædelse af rygeforbuddet betragtes som en overtrædelse af studie- og ordensreglerne og vil medføre sanktioner.

Hvis du har brug for hjælp til at stoppe med at ryge, tilbyder skolen jævnligt rygestopkurser eller samtaler med en af skolens rygestopkonsulenter. Hold øje med Lectio og opslag på skolen, hvor vi informerer om nye hold.

Se også Campus Bornholms studie- og ordensregler her.

S

Sikkerhed

VED BRAND

Opdager du en brand, skal du omgående aktivere den nærmeste brandalarm.

Når brandalarmen lyder, skal alle omgående forlade bygningen – og gå til en samlingsplads (se opslag i lokalet). Gå den direkte vej ud og gå ikke igennem røgfyldte lokaler. Brug evt. vinduet til at forlade bygningen.

VED ULYKKER

Ved ulykker er det vigtigt, at du bevarer roen og undgår panik. Skab overblik over situationen, før du alarmerer.

  1. Stands ulykken
  2. Giv livreddende førstehjælp
  3. Alarmér - tast 1-1-2
  4. Oplys fuldt navn
  5. Oplys hvorfra der ringes – adresse, afdeling, telefonnummer
  6. Beskriv hvad der er sket
  7. Fortæl hvor mange personer, der er kommet til skade.
  8. Sørg for personer til at modtage ambulance og vise vej
  9. Sørg for ledsager med mobil telefon til den tilskadekomne
  10. Nedskriv ledsagers navn og mobilnummer.

Kontakt skolens kontor på tlf. 5695 9700 og oplys om alarmeringen, samt hvem der er kommet til skade.

VED UHELD, HVOR EN PERSON SKAL PÅ SKADESTUEN

Kontakt skolens kontor tlf. 5695 9700 og oplys om skaden, og hvem der er kommet til skade, så bestiller kontoret transport.

Sikkerhedsregler

Du skal bruge de værnemidler, der stilles til rådighed af skolen (hjelme, handsker mv.).

Du må kun betjene de maskiner, som du har modtaget personlig instruktion i brugen af. Det er i øvrigt vigtigt, at du retter dig efter de anvisninger, du får – i modsat fald kan du ikke deltage i værkstedsundervisningen.

Høj sikkerhed er et fælles ansvar: Tag kontakt til din lærer, hvis du opdager noget, der kan være farligt.

Skemaændringer

Der kan komme skemaændringer i løbet af et skoleår. Dine lærere kan blive syge, og de skal af og til på kursus, så de hele tiden er fagligt opdateret.

Lærerne på fagområdet giver besked om akutte aflysninger.

Det er dit eget ansvar at holde dig orienteret om skemaændringer og aflysninger og øvrige beskeder via Lectio.

Skoleledelse og -bestyrelse

Campus Bornholm ledes af en bestyrelse. Bestyrelsen har to elever som bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene er stemmeberettiget.

> Læs mere om bestyrelsen her

Skolens direktør hedder Inge Prip. Hun er øverste leder for en række ledere for de forskellige uddannelser på skolen.

> Læs mere om vores organisation her

Studie- og ordensregler

Campus Bornholms studie- og ordensregler er udformet for at bidrage til et godt undervisningsmiljø og for at sikre, at de enkelte uddannelsers formål bliver opfyldt. Regelsættet gælder alle elever og kursister. 

> Campus Bornholms studie- og ordensregler kan læses her

Studiekort

Du får udleveret et studiekort med dit foto et par uger efter starten på uddannelsen.  Kortet fungerer som studiekort og printkort, og det bruges som ID, fx på studieture, ved fester eller hvis du arbejder på skolen uden for den almindelige åbningstid.

Kortet skal altid medbringes på skolen. Ved tab koster et erstatningskort 100 kr.

Studievalg Danmark på Bornholm

Claus Gjerrild fra Studievalg Danmark vejleder om uddannelse og karriere efter ungdomsuddannelse (gymnasie- eller erhvervsuddannelse). Han har både kollektiv vejledning i klasserne og individuelle samtaler og kan bl.a. hjælpe dig hvis;

  • Du er i tvivl om, hvad du gerne vil efter gymnasiet?
  • Du har spørgsmål til valg af videregående uddannelse?
  • Du har en funktionsnedsættelse, der har betydning for dit studievalg?
  • Eller har spørgsmål til ansøgning og optagelse?

Skriv til Claus Gjerrild via Lectio eller clgj@studievalg.dk 

SU - Statens Uddannelsesstøtte

Fra kvartalet efter du fylder 18 år, kan du få Statens Uddannelsesstøtte - SU. Du skal søge på su.dk. Hvor meget, du får i SU, afhænger af dine forældres indkomst. Det er ikke kun dine biologiske forældres indkomst, men også evt. ny ægtefælle eller registreret partner som din bopælsforælder bor sammen med.

Derudover kan du optage et SU-lån. Lånet skal betales tilbage med renter, når du er færdig med din uddannelse.

FORÆLDREINDKOMST OG TILLÆG TIL GRUNDSATSEN

Er du 18 eller 19 år kan du få et tillæg til grundsatsen, hvis dine forældre tjener mindre end den maksimale grænse for forældreindkomst pr. år.

Når du er under 20 år, kan du normalt kun få SU-satsen for hjemmeboende. Også selv om du er flyttet/flytter hjemmefra - men spørg din studievejleder, hvis det bliver aktuelt; i få tilfælde kan du nemlig få en dispensation.

> Læs mere om SU på www.su.dk

Sygemelding

Hvis du er syg eller forhindret i at komme i skole, skal du ringe til skolen mellem 7.30 og 8.00 på tlf. 5695 9700.

T

Transport - Ungdomskort

Du kan som elev på en ungdomsuddannelse købe et Ungdomskort, som du kan bruge hos BAT.

> Du skal selv bestille ungdomskortet på www.ungdomskort.dk

Har du problemer med eller spørgsmål til Ungdomskortet, kan du kontakte uddannelsessekretæren for din uddannelse.

Trimrum

Hvis du vil bruge trimrummet, skal du have modtaget instruktion i brugen af maskinerne.

Du skal være opmærksom på, at du selv skal være forsikret, når du træner - skolen er ikke erstatningspligtig. Så husk at tjekke, om du er dækket af en ulykkesforsikring.

U

Uddannelsesadministration

I uddannelsesadministrationskontoret, lokale 1.129 på 1. sal sidder sekretærerne for erhvervsuddannelserne. De kan hjælpe med svar på dine spørgsmål omkring din uddannelse og fx SU og Ungdomskort.

Kontoret er åbent:

  • Mandag-torsdag kl. 7.30-12.30
  • Fredag kl. 7.30-12.30

Du kan også ringe til uddannelsesadministrationen på tlf. 5695 9700

Uddannelsessekretærerne for EUD er:

Maibrit Schou (Håndværkeruddannelserne)

Pia Kaas (MAD-uddannelserne og Kontor, handel og forretningsservice)

Uddannelsesledelse

Erhvervsuddannelsernes uddannelseschef hedder Claus Jørgensen.

John Anker er uddannelsesleder for Håndværksuddannelserne.

Mattias Landberg-Krarup er uddannelsesleder for MAD-uddannelserne og Handel-Kontor.

Uddannelsesvejleder - ordblindevejleder

Uddannelsesvejlederen kan støtte dig i at få det størst mulige faglige og personlige udbytte af din uddannelse. Du kan få støtte og hjælp til alle spørgsmål, som du måtte have i forhold til uddannelse og erhvervsvalg. Uddannelsesvejlederen har – ligesom din kontaktlærer – tavshedspligt.

Uddannelsesvejlederens funktioner er at:

  1. vejlede eleverne ved optagelsen til uddannelsen – introduktion før skolestart
  2. give almen fællesvejledning på første skoledag.
  3. at have første personlige samtale kort efter skolestart
  4. lave daglig registrering af og opfølgning på fravær
  5. have samtaler med frafaldstruede elever
  6. lave registrering af frafald
  7. fastholde så mange i uddannelse som muligt på håndværkerafdelingen
  8. have anden personlig samtale kort før afslutning af grundforløb
  9. have kontakt med elever på hovedforløb.

Studievejleder Bjarne Bech kan kontaktes på tlf. 28558109

IT-RYGSÆK

Hvis du har svært ved at læse eller skrive, er ordblind, synshandicappet eller har andre problemer, kan du måske få en IT-rygsæk. Rygsækken består af en computer med programmer, der kan hjælpe med oplæsning og stavning samt to små scannere (der laver teksten om til lyd), en du kan bruge i undervisningen, og en du kan bruge hjemme.

Hvis du har ret til at modtage IT-rygsæk, anbefaler vi, at du tager imod tilbuddet. IT-rygsækken skal afleveres igen, når du er færdig med din uddannelse.

Undervisere og værkstedsassistenter

V

Verdensmål

Campus Bornholms fokus på verdensmålene betyder, at vi prioriterer, at de 17 mål - når det giver mening - bliver en integreret del af i undervisningen på alle uddannelser, og at vi konstant har en bæredygtig drift højt på dagsordenen.

Vold, trusler og mobning 

Campus Bornholm tolererer ikke vold, trusler, mobning eller chikane. Hverken mod elever, lærere, andre ansatte eller deres familie.

Vi definerer mobning som en eller flere personers systematiske forfølgelse af en anden med ondsindet drilleri over en periode, trusler, nedgørelse, bagtalen eller vold. Mobning er uacceptabelt, uanset om den finder sted på skolens område eller via sociale medier (fx Facebook, Snapchat, Instagram).

Det er ikke tilladt at optage lyd og/eller billeder i undervisningen uden tilladelse fra dem, der optræder eller fra læreren.

Det er ikke tilladt at videregive mediefiler af privat/intim karakter hverken til enkeltpersoner eller via sociale medier.

Regler gælder også for din adfærd uden for skolen - herunder i din fritid – hvis din adfærd har direkte indflydelse på skolens undervisningsmiljø.

> Se også Campus Bornholms studie- og ordensregler 

Ø

Økonomi under din uddannelse

På en erhvervsuddannelse får du normalt løn under uddannelsen - både mens du er i praktik, og mens du er på skole.

Å

Åbningstider og adgang til skolen

Der er åbent på skolen fra kl. 7:30 på alle hverdage – dog ikke i ferierne. Dørene bliver aflåst ca. kl. 17.

Du er velkommen til at blive på skolen efter undervisning for at lave lektier samt anvende bibliotekets studiefaciliteter eller selvbetjeningsmuligheder. Laboratorier og værksteder kan dog ikke benyttes uden læreropsyn.

EKSTRA ADGANG

I forbindelse med større projekter kan du dog få tilladelse til arbejde på skolen uden for den almindelige åbningstid.

Tal med din uddannelsesleder, hvis du har behov for ekstra adgang til skolen.