Maskinmester - Finn Poulsen

Karriere: Uddannet 1984 fra Svendborg Maskinmesterskole. Tidligere ansættelser i Søværnet og A.P. Møller. Ansat på Færgen (tidligere Bornholmstrafikken) siden 1986. Har derudover en diplomuddannelse i ledelse. Kredsformand for Maskinmestrene på Bornholm.

Hvilke muligheder har man med en maskinmesteruddannelse i hånden?

Som maskinmester har man uendelige muligheder. Den dag du kommer ud af skolen, er du generalist. Når du finder et job, har du rigtig gode muligheder for at specialisere dig i lige præcis det, du har lyst til, og når du har fundet det, du brænder for, så brænder du også igennem!

Man kan finde maskinmestre over alt. Der er ikke den branche, som ikke har maskinmestre ansat. Og så er der rigtig gode muligheder for at gøre international karriere – især fordi uddannelsen er standardiseret med ECTS-point.

Hvordan bruger du din uddannelse i dit job?

Som maskinmester skal man kunne lidt af det hele, også i forhold til økonomiforståelse og driftsledelse. Jeg bruger bl.a. min viden i forhold til processer, tegningsforståelse, ledelse og økonomi.

Har du gode råd til studerende?

Uddannelsen er for dig, der brænder for teknologi – lige fra at rode med computere til at skrue knallerter sammen eller køre motorcross.  Du skal være vedholdende og struktureret, og du skal ikke være bange for at lave lektier. Hvis du har de egenskaber, kan du godt komme igennem, og så kan du senere finde ud af, hvor du vil specialisere dig.

Hvordan får man job?

Med uddannelsen har du rigtig gode muligheder for at få job – fx hos os her på Færgen. Du skal være initiativrig og løsningsorienteret, hvis du skal gøre karriere på den lange bane. Man behøver ikke at have et langt CV, men til jobsamtalen kigger vi på, om man hviler godt i sig selv.

Der er rigtig gode muligheder, hvis man har været i praktik hos os først. Her forventer vi, at man kommer med en god værkstedsfaglig viden fra det 9-måneders værkstedsforløb. Og vi forventer, at man ikke er bange for at tage et stykke værktøj og bruge det. Så skal vi nok instruere.

 

05. April 2016