Simon har udviklet et nyt produkt

- Campus Bornholms innovationsværksted

På Campus Bornholm ligger innovationsværkstedet forankret i den kreative gang og værksteder. Her har eleverne en unik mulighed for at bruge og benytte værkstederne hver mandag og onsdag efter skole tid. Det er næsten dragende at se og opleve elevernes engagement og virkelyst.

En af dem er Simon Møller Nielsen. Industriteknikerlærling fra Borntek Industri, som trofast dukker op i de åbne værksteder hver mandag og onsdag efter arbejde.

Simon har opfundet og udviklet et beskyttelsesetui til en skydelære (måleværktøj). Måleværktøjet er meget sårbart for skader, og bliver derved hurtigt ødelagt.

Simon fik øje på skolens nyindkøbte laserskæremaskine, og tænkte at det kunne være spændende at inddrage disse skæreprocesser i projektet. Komponenterne har han tegnet og designet i CAD-programmet Invertor, derefter har han konverteret dem til skærefiler til laseren. Ydermere er det lykkedes at lasergravere i komponenterne.

Materialet er 2mm sort læder - læg mærke til de små huller, der er skåret i læderet, hvor produktet skal sys sammen. De er kun 0.2 mm store, skåret med super nøjagtighed. Eget navn og firmalogo er lasergraveret, hvor drømmen om egen virksomhed fremgår af produktet. Simon er en super rollemodel for sin uddannelse og en inspirator for sine kammerater.

Campus Bornholms Innovationsværksted hjælper og understøtter alle vores elever, der brænder for kreative ideer og opfindelser. Det er også stedet, hvor man kan fordybe sig med sine studier og arbejde med sine opgaver eller projekter i et roligt afslappende miljø.

Af Jimmy Hjorth

02. November 2018
Andreas Borne
Centerleder
Afdeling:
Innovationscenter
Telefon:
30650250