Sommerferie på formel

- gymnasial supplering i matematik
Nyhed

Mens sommerferien lagde sig over landet, og vi andre slappede af, sad 9 unge studenter fra STX og HTX og terpede matematik hver dag fra kl. 8 til 15:30.  Knapt var studenterhuen sat på hovedet, før de startede på det 4-ugers gymnasiale suppleringskursus (GSK) i matematik på A-niveau.

Matematiklærer Peter Seide, som førte dem igennem turbo-kurset, roser de unge for deres motivationsniveau og ihærdighed. Men det er også et krav for at blive optaget på kurset, at deltagerne har brug for matematik på A-niveau som adgangskrav til en videregående uddannelse.

Og de unge er målrettede: Nikolaj Steenberg vil læse til civilingeniør i software engineering, Joe Jensen satser også at læse softwareteknologi på Danmarks Tekniske Universitet, og Elisa Brandt er optaget på studiet til diplomingeniør i bygningsdesign. Matias Steenberg forventer at holde et sabbatår og derefter tage en design- eller multimedieuddannelse., mens Sebastian Andersens mål er at få en uddannelse inden for forsvaret – gerne som flymekaniker.

”Det er super, at det kunne lade sig gøre at tage GSK-kurset på Bornholm. Ellers skulle jeg tage det ovre for at komme ind på et studie”, fortæller Matias Koefoed, som har blikket rettet mod uddannelserne til farmaceut eller laborant. Han suppleres af Lærke Johansen, der satser på at tage til Ålborg og læse til civilingeniør i arkitektur og design – eller måske prøve at komme ind på dyrelægestudiet: ”Det har været et hurtigt og intensivt kursus, og det er en fed måde at tage det på”.

Nu venter de unge blot på eksamensresultatet, og så kan de forhåbentlig føje Matematik A på deres studentereksamen og dermed komme ind på drømmestudiet.

 

11. August 2015