SRP - kunsten at vælge emne

Nannas blog

SRP-perioden nærmer sig og nu hvor vejlederne er fordelt mellem eleverne, er det ved at være tid til at vælge emne. På trods af at man skulle tro, at det er selve opgaven, der trækker tænder ud, så er det at vælge det rigtige emne og styre vejledningstimerne en ren kunstart, der er altafgørende for, hvordan skriveperioden former sig for dig. Det er derfor altafgørende, at du allerede nu sætter dig ned og begynder at indsnævre dine fagområder. Forhåbentligt vil dette indlæg give dig nogle værktøjer, der kan gøre det overskueligt for dig. Det skal lige tilføjes, at selvom du har bestemt dig for et emne, vil dette indlæg alligevel kunne give dig inspiration til det videre arbejde med din opgave.

At komme i gang

En god start i emnevalgsprocessen er at danne sig et overblik over den viden og de materialer, du allerede har til rådighed, og som du kender. Begynd derfor med at kikke i dine lærebøger og andet undervisningsmateriale i dine to fag og se, om der er noget, der fanger din opmærksomhed. En anden god ide kan være at tænke tilbage på din undervisning og se om, der var noget, der fangede din opmærksomhed, og som du godt kunne tænke dig at arbejde videre med. I SRP skal du arbejde med noget nyt, der ikke er blevet berørt i din undervisning, MEN du må godt blive inspireret og låne lidt fra din undervisning, så længe du inddrager nye perspektiver og viden.

Brug nettet

En uundværlig hjælper i jagten på det rigtige emne er selvfølgelig internettet med alle dens ressourcer. Jeg fik ideen til mit eget emne ved at søge rundt på nettet, hvor jeg blev opmærksom på, at undervisningsministeret har en side dedikeret til SRP-opgaveskrivningen. Google er selvfølgelig altid en stor hjælp, men kan kun bruges optimalt, hvis du allerede er blevet konkret i dit emnevalg. Er du derimod på bar bund kan disse sider fra undervisningsministeret måske hjælpe dig:

http://www.emu.dk/gym/elever/opgaver/srp.html - Undervisningsministerets startside i forhold til SRP, her kan du finde generel hjælp til din opgave fra start til slut.

 

http://www.emu.dk/gym/fag/en/uvm/srptitler/srpprojektopgaver.pdf - Denne pdf-fil viser forskellige fagkombinationer og tilhørende emner og opgaveformuleringer, der kan give dig inspiration og blod på tanden.

 

http://www.emu.dk/gym/elever/opgaver/srp-faglig.html - Denne side fra undervisningsministeriet henviser til fagenes egne SRP-sider, hvor man kan blive inspireret og få hjælp til opgaveskrivningen.

 

Derudover er databasen infomedia og siden faktalink gode værktøjer i den videre informationsproces. Infomedia er en database, hvor du kan læse artikler fra danske tidskrifter, aviser m.m i elektronisk form. Hjemmesiden er derfor ideel til at skaffe aktuelle informationer om dit emne. Faktalink har introducerende tekster til et stort udvalg af emner og kan bruges til at danne sig et overblik over det emne, man overvejer at skrive om. For at få adgang til disse hjemmesider skal du bruge skoda.emu.dk og Campus uni-login. Sidst, men ikke mindst kan man bruge www.bibliotek.dk til at danne sig et overblik over hvilke bøger og tidsskrifter, der beskæftiger sig med ens emne.  

Organisering

Når du forsøger at vælge dit emne har du nok allerede nu regnet ud, at du højst sandsynligt kommer til at lave mange googlesøgninger, besøge mange forskellige hjemmesider og skimme adskillige lærebøger. Derfor er der stor sandsynlighed for, at du meget hurtigt taber overblikket og pludselig står i en situation, hvor du ikke lige kan huske hvilken side, du fandt i går, der havde den der interessante artikel, og måske kan du heller ikke lige huske hvilket afsnit, du kunne bruge i din historiebog. For at undgå at stå i disse frustrerende og stressede situationer, der ikke blot tager tid (som du måske ikke har), men som også i værste fald kan betyde, at du mister et par gode kilder, er det vigtigt, at du udvikler et system, så du kan bevare overblikket.  Personligt, lavede jeg en tabelskabelon i Word, som jeg brugte som ”database” over mine kilder.  Her noterede jeg linket, udgiveren, den dag jeg havde besøgt siden og eventuel en kommentar til senere brug. En tilsvarende skabelon brugte jeg i forhold til mine lærebøger. Her noterede jeg bl.a. titel og de sidetal, der var relevante i forhold til mit emne. På den måde havde jeg alle mine hjemmesider, bøger og diverse kilder samlet i et worddokument, hvor jeg med ét klik kunne finde den hjemmeside, jeg ledte efter. Jeg behøver vel ikke sige, at det gjorde min skriveperiode meget nemmere og noget mere struktureret.  

Mine tabeller så sådan ud:

 

Generelle gode råd

  • Husk at gemme de websider, som du vil bruge igen
  • Brug en A4 mappe til alle de papirer, du får udlevet i forbindelse med SRP-opgaven, til de sider som du selv printer ud, og de notater du tager i forbindelse med vejledning og forberedelse til skriveprocessen.
  • Jeg vil samtidig anbefale at bruge en ”logbog”. Det gjorde jeg selv med stor succes. Brug et hæfte eller en notesbog, som du har med i skole hver dag op til skriveperioden. I bogen noterer du de ideer, du får, de kilder, du får anbefalet af en vejleder eller klassekammerat, og de informationer du får i undervisningen. På den måde er alle disse ”løse” notater samlet ét sted, og de forsvinder altså ikke blandt alle dine andre notater og papirer. 
  • Brug derudover din vejledning fornuftigt. Se mit indlæg: SRP – kunsten at styre sin vejledning

 

17. Oktober 2012