Start karrieren med HF-enkeltfag

Nyhed

Det er aldrig for sent at tage en uddannelse. Rasmus Bak på 27 år kan sætte HF-huen på hovedet efter 3 år på VUC - Campus Bornholm. Drømmen om videreuddannelse og egen virksomhed er rykket et skridt nærmere.
 
Rasmus valgte at tage HF som enkeltfag af hensyn til job og familie, så han kunne sprede timerne ud over lidt længere tid end den almindelige 2-årige HF. Med nogle års erhvervserfaring fra brancher inden for salg og kundesupport var Rasmus klar til næste skridt mod karrieren. Han drømmer om at læse til datalog og arbejde som selvstændig. Faktisk er Rasmus allerede i gang med at starte sin egen softwarevirksomhed sideløbende med HF-studiet.
 
Hvad kan du bruge HF-enkeltfag til?
- I forhold til min fremtid kan jeg bruge min HF-eksamen til det, jeg har lyst til. Jeg har valgt mine fag ud fra, at jeg gerne vil læse datalogi. Nogle af fagene har jeg taget på fjernstudie, og resten på VUC Campus Bornholm. Det har fungeret rigtig fint for mig. På HF-enkeltfag får du også en generel viden om verden og bliver ’dannet’, som jo også er meningen med uddannelsessystemet.

Hvordan har det været at vende tilbage til skolebænken som voksen?
- Jeg har været glad for at læse på VUC, hvor der er et mere modent studiemiljø. Lærerne er utroligt dygtige og engagerede i deres arbejde. De sørger for, at opgaverne giver mening og er aldersmæssigt tilsvarende for voksne kursister. Og så forventer de, at man kommer med sine egne holdninger og bringer dem i spil. Du har stadig et elev-lærerforhold, men man snakker med hinanden som jævnbyrdige, og du respekteres for din selvstændige tænkning. Med mine tidligere jobs i baggagen har jeg lært at strukturere min tid og opgaver, og det har systematiseret min tilgang til skolen. Tankemæssigt har der dog været en kæmpe forskel. Nu skal du vænne hjernen til at tænke anderledes og få nye input, så der skal en mental omstrukturering til. Det er måske lidt en udfordring, hvis det er et stykke tid siden, man forlod skolen.

Har du studietips, hvis man overvejer at læse HF-enkeltfag?
- Sørg for at tage noter til de vigtigste begreber fra fagene – det er dem du kommer til at bruge. Hvis stoffet er tungt, så giv det lidt tid til at synke ind, og læs det evt. to gange. Du skal heller ikke være bange for at række hånden op og spørge. Både kursister og lærere er jo voksne mennesker, lærerne er der for at undervise dig. Vi kan opfatte tingene forskelligt, så der er ingen dumme spørgsmål.
 

30. Maj 2016