PRESSEMEDDELELSE 4. JANUAR 2021:
Fonden for Entreprenørskab på Bornholm (FFE) har netop bevilget Campus Bornholm 270.000 kr. i støtte til et innovationsforløb for alle skolens ca. 400 førsteårselever.
Campusdysten er et nyt og tværgående forløb over en måneds varighed, hvor eleverne arbejder i grupper om at skabe innovative løsninger på en Bornholmsk problematik, med forankring i den grønne omstilling og FN’s verdensmål.
Udover at styrke elevernes innovative kompetencer, har projektet til formål at skabe faglige synergier og nye fællesskaber på tværs af uddannelserne på Campus Bornholm.
”Vi er rigtigt glade for opbakningen til skolens indsats om at styrke elevernes innovative kompetencer og med Campusdysten får eleverne mulighed for at bidrage med bæredygtige løsninger på lokale udfordringer, hvilket gør det mere vedkommende for dem at arbejde med FN`s verdensmål”, siger Inge Prip, direktør på Campus Bornholm.
Et års intensivt arbejde med at rammesætte og indholdsudfylde Campusdysten møder da også begejstringen hos den nye regionale formand for FFE på Bornholm, Mads Akselbo Holm:
“Hos Fonden for Entreprenørskab har vi som ambition at alle unge mennesker i Danmark på et tidspunkt i deres uddannelse skal arbejde målrettet med innovation og entreprenørskab. Derfor har det været en fornøjelse at opleve det engagement og den idérigdom Campus Bornholm har vist under udviklingen af Campusdysten".
"At vi med Campusdysten for første gang for alvor skal se, hvordan innovation og entreprenørskab udvikler sig, når fagfællesskaber fra hele campus blandes på kryds og tværs, er i sig selv enormt nyskabende, så vi ser med stor spænding frem til resultaterne af dette unikke samarbejde”.