Om kort tid åbner vi atter dørene til Bornholms Uddannelsesmesse - bedre kendt som BUM.
Her vil mere end 70 uddannelses- og erhvervsaktører fra hele Danmark være med til at forvandle campusbygningen til et farverigt og dynamisk formidlingsmekka af uddannelses- og karrieremuligheder for alle bornholmske unge.
Værterne fra UU-vejledningen Bornholm har i samarbejde med Campus Bornholm, Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole, folkeskolerne og nogle af øens erhvervsaktører sat scenen, til endnu en begivenhedsrig uddannelsesmesse, hvor øens unge fra 7. - 10. klassetrin kan få viden om de mange muligheder og kvalificere deres uddannelsesvalg, som for mange allerede er pr. 1. marts 2026.
”Bornholms Uddannelsesmesse er blevet en vigtig begivenhed på Bornholm, hvor fremtidens muligheder præsenteres på en nærværende og inspirerende måde – og synergien mellem uddannelses- og virksomhedsaktører på messen viser, hvordan de unge kan skabe spændende karrierer her på øen.”
- Gitte Svart, leder af UU-Bornholm.
Vi håber at også mange forældre vil slå vejen forbi messen, for mulighederne er mange, så man kan godt blive overrasket - ikke mindst i forhold de mange tilbud, der faktisk er på Bornholm.
Vi glæder os til at se jer på BUM25 den 20. november 2025.