
Der skal smedes i metalbranchen
Der er allerede godt gang i den i øens metalvirksomheder og travlheden bliver ikke mindre, efterhånden som pionerprojektet Energiø Bornholm begynder at folde sig ud. Så det er nu, der skal smedes mht. rekruttering af unge til… ja, smedefaget. Det står lysende klart for både branchen og Campus Bornholm, som derfor inviterer elever i 7. 8. 9. og 10. klasse og FGU og deres forældre til informationsmøde om smedeuddannelsen i morgen fredag 17. februar, kl. 15 - 17 på Campus Bornholm.
Her fortæller skolens lærere og vejledere blandt andet om uddannelsesforløbet og om hvordan man får en læreplads. Desuden kan deltagerne få en snak med nuværende smedelærlinge om, hvordan det er at være i praktik. Og denne form for ung til ung-formidling plejer at have god effekt, siger uddannelsesleder for bl.a. smedeuddannelsen, Bo Steen Jensen.
”Det er vores erfaring, at de unge får meget ud af at tale med andre lidt ældre unge, som kan dele deres egne erfaringer. De lytter simpelthen mere til nogen på deres egen alder fremfor en gammel knark som fx mig”, siger han.
Interesse for en fremtid i øens metalbranche er allerede for opadgående. Således er der 20 elever på det grundforløb 2-hold, der startede på Campus Bornholm 16. januar. Det skal sammenlignes med, at skolen i august 2022 måtte aflyse et planlagt grundforløb 2-forløb på smedeuddannelsen, fordi der kun var 2 tilmeldte.
”Og vi er ret tæt på, at alle eleverne på januar-holdet har fundet lærepladser. Jeg tror, at det er et spørgsmål om et par uger eller tre, før de sidste tre har en aftale på plads. Der er endda virksomheder, som ikke kan få deres ønske om en lærling opfyldt. Så det er en branche i rivende udvikling, og derfor er det også rigtig positivt, at vi kan samarbejde tæt om rekruttering af fremtidens arbejdskraft”, siger Bo Steen Jensen.
På informationsmødet deltager desuden en række smedemestre fra en stribe af de virksomheder, der uddanner fremtidens dygtige smede: Beck Pack Systems, Bornholms Andelsmejeri, Bornholms BioEnergi, Bornholmslinjen, Brødrene Anker, Danish Crown, Espersen, Hasle, JENSEN Denmark, KH Maskinfabrik, Ole Almeborg, Sydhavnens Motorværksted og Østbornholms Kutterservice.