I sidste uge vandt han Bornholmsmesterskaberne på Campus Bornholm. Dermed kvalificerede han sig til regionsmesterskaberne i Roskilde, som blev afholdt over to dage i denne uge. Her blev han nummer to ud af 12 deltagere – en placering, som udløser plads i den endelige finale: Danmarksmesterskaberne i SKILLS for personvognsmekanikerlærlinge i april 2024.
Daniel André Pedersen, personvognsmekanikerlærling ved Nordbornholms Auto, har haft nogle forrygende og udfordrende dage, hvor han har brillieret med sin kunnen indenfor personvognsmekanikerfaget.
Både ved mesterskaberne på Campus Bornholm og på Sjælland har det imponeret dommerne stort, at han blot 4 måneder inde i sin uddannelse kunne hamle op med - og i langt de fleste tilfælde overstråle - sine konkurrenter, der alle var flere år inde i deres uddannelsesforløb.
Underviser på Auto på Campus Bornholm, Jeppe Pedersen, der fulgtes med den bornholmske mester til mesterskaberne i Roskilde – i øvrigt sammen med hans kolleger på Nordbornholms Auto – havde ikke på forhånd turdet håbe på så fint et resultat.
”Han var den absolut mest uerfarne og skulle finde fejl og pege på løsninger inden for emner, som han slet ikke er nået til endnu i sit uddannelsesforløb. Men selv de opgaver, som han egentlig ikke burde kunne løse, klarede han – i høj grad i kraft af, at han er meget cool under pres og god til at analysere og planlægge, hvordan han skal gribe en opgave an”, siger Jeppe Pedersen.
Stort. Meget stort
Daniel André Pedersen selv betegner kvalifikationen til DM næste år som en kæmpe udfordring, fordi han i endnu højere grad kan forventet at blive udsat for opgaver inden for områder, han endnu ikke er nået til.
”Men det er stort, at jeg skal med. Meget stort. Jeg har tænkt mig at forberede mig mest muligt, for niveauet er endnu højere ved DM”, siger han og forklarer, at ugen op til DM er afsat til målrettet forberedelse på Campus Bornholms værksted sammen med underviser Jeppe Pedersen.
Daniel André Pedersens åbenlyse flair for biler er med stor sandsynlighed ganske tæt forbundet med, at de siden 15-16-årsalderen har været hans hobby og brændende interesse. Han gik dog ikke den direkte vej ind i mekanikerfaget, men valgte efter folkeskolen at tage en HF og begyndte efter et par sabbatår på uddannelsen til fysioterapeut i Holstebro.
”Jeg forestillede mig, at det med biler bare skulle være min hobby. Men efter kort tid i Holstebro gik det op for mig, at det ikke var mig - jeg ville meget hellere være personvognsmekaniker. Det er jo det, jeg kan lide at lave”, siger han og understreger, at han ikke fortryder, at han ikke gik den direkte mekanikervej.
”Rigtig meget af det, jeg har lært på HF, kommer mig til gavn nu – fx matematikken og metoder til opgaveløsning”, siger han.
Det er 3. år i træk, at en elev fra Campus Bornholm går hele vejen til finalen i DM i SKILLS for personvognsmekanikerlærlinge.