Netop udlærte Bawi Te Zakhe fra Rønne var blandt prismodtagerne, da Metalindustriens Lærlingepris (ML-prisen) blev uddelt ved et storslået arrangement hos Dansk Industri i København, fredag den 25. oktober.
Bawi har været i lære hos KH Maskinfabrik ApS, som indstillede ham til ML-prisen med følgende udtalelse:
"Bawi er social, smilende og imødekommende, hvilket gør ham til en værdsat kollega. Han er altid hjælpsom og siger aldrig nej til at assistere andre. Hans evne til at samarbejde og dele viden har styrket vores daglige drift. Derudover er Bawi proaktiv og kommer ofte med forslag til optimering af vores processer."
Det var 22. gang at Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddelte Metalindustriens Lærlingepris til nogle af landets dygtigste lærlinge i metalindustrien.
Med til at uddele prisen var den kendte influencer Rasmus Brohave.
Stort tillykke til Bawi og rigtig god vind fremover.