Statsministerens besøg på Campus Bornholm

Torsdag den 7. april besøgte statsminister Mette Frederiksen Campus Bornholm. Statsministeren havde på forhånd ønsket at få en rundvisning ved to af skolens elever og at tale til skolens øvrige unge om den nuværende udenrigspolitiske situation.

Besøget blev selvsagt et tilløbsstykke, hvor særligt elevdebatten i skolens idrætssal tiltrak et bredt publikum med egne elever, ansatte og udefrakommende gæster.

Inden statsminister Mette Frederiksen åbnede elevdebatten ved en kort tale om regeringens udenrigspolitik med fokus på den aktuelle militære konflikt i Ukraine, blev hun vist rundt på skolen af Victoria Petra Jensen fra tømreruddannelsen og Erik Gutfeld Bjerregaard fra handelsgymnasiet HHX.

Under selve debatten blev statsministeren mødt af en række skarpe spørgsmål, som bl.a. favnede Ukraines mulige indlemmelse i NATO og debatten om ulige behandling af flygtninge i Danmark.

Salen var levende, stemningen var god og statsministeren svarede indgående på de stillede spørgsmål.

Umiddelbart inden statsministerens besøg på skolen tog en gruppe af udefrakommende unge og delvist egne elever politisk affære ved at demonstrere deres fordømmelse af regeringens udenrigspolitik med bl.a. ophængte bannere og tilråb.

På Campus Bornholm hylder vi ytringsfriheden og glæder os ved, at unge mennesker deltager i den demokratiske dialog.

Vi valgte i situationen at reagere i overensstemmelse med vores gældende regler på området og gav grønt lys til at bannerne blev nedtaget, da vi kunne se at det var unge uden tilknytning til skolen, som stod bag ophængningen. Det gjorde vi ikke mindst for at forebygge en eventuel eskalering, inden de to elever skulle vise statsministeren rundt i bygningen.

”Ærligt talt blev vi en anelse overrumplet af gårsdagens aktion og valgte i situationen at reagere i overensstemmelse med vores studieordensregler, da vi valgte at fjerne bannerne inden statsministerens ankomst til skolen.

Vi konstaterede at aktionen oplivede vores unges menneskers deltagelse i den demokratiske debat, hvilket kun er positivt. Det havde været ganske uproblematisk, hvis de unge havde taget opstilling udenfor i det offentlige rum og derved overholdt reglerne for politisk motiveret forsamling.” – lyder det fra direktør Inge Prip.

Model.Content.AltText