Suk og tårer over GASOLIN

Vores opførelse af teaterkoncerten GASOLIN får fine ord med på vejen af journalist og anmelder Torben Østergaard i torsdagens udgave af Bornholms Tidende.

Under overskriften 'Ungdommen bærer Gasolin hele vejen hjem' skriver Østergaard, at han og det øvrige publikum allerede fra første sang kunne "drage et lettelsens suk, for det er tydeligt, at projektet ikke falder i den oplagte faldgrube, det ville være at byde på en gang karaokesang af den slags, som kun den, der synger, og de tre lige så beduggede venner har glæde af".

"Det er ikke åndløs syng med-sang, holdet præsterer, men tableau på tableau med kunstneriske fortolkninger af Gasolin's udødelige klassikere", føjer anmelderen til.

Og Østergaard drog ikke blot et lettelsens suk, men var også "lige ved at få en tåre i øjenkrogen", da den smukke 'Som et strejf af en dråbe' afsluttede forestillingen.

Han sammenfatter sin oplevelse med ordene:

"Det er en herlig teaterkoncert på Campus Bornholm, ingen tvivl om det. Blev der sunget en uren tone hist og her? Jada, men som en vis Blachman nok ville ha sagt, så blæs det en flot fanfare, det er langt mere vigtigt at få demonstreret viljen og inderligheden end at ramme det rene C hver gang.

Man kunne såmænd godt have lyst til lige at bryde ud i de Kim Larsen & Kjukkens "De smukke unge mennesker" som en hyldest til alle aktørerne og som en tak for det mod og det samvær, de udviser".

 

Model.Content.AltText