Vinderne af Skills for personvognsmekanikere

Torsdag den 15. september emmede autoværkstedet af høj aktivitet og konkurrencestemning, da Skills for personvognsmekanikere igen blev afholdt på campus.

10 dygtige elever fra øens bilbranche dystede bravt om at finde frem til flest fejl i deres prøvebiler og dokumentere disse - herunder manglende benzintilførsel og fejlkalibrerede bremseskiver mm. 

To af deltagerne var kendte ansigter, som også deltog i sidste års udgave af Skills, og de var da også at finde på podiepladserne til præmieoverrækkelsen.

Frederik Tranberg Grønvall fra Bilhuset Elmer blev dagens mand i skysovs, da han sluttede dagen af med det bedste resultat og dermed fik lov til at løfte den tungeste pokal.

Frederik fik en 3. plads sidste år og blev selv lidt overrasket over avancementet. 

"Jeg er overrasket men glad. Det er en fin konkurrence og en rigtig god forberedelse til svendeprøven i december", lød det afslutningsvis fra dagens vinder.

Anton Fænø Sode fra Schou Jensen forsvarede sin 2. plads fra sidste års konkurrence og sidstemand på podiet blev Lasse Hansen fra Nordbornholms AUTO.

Både Frederik og Anton er nu kvalificerede til regionsmesterskaberne på Sjælland, der afholdes den 11. og 12. oktober i år.

Herfra har begge mulighed for at indløse billet til det afgørende Danmarksmesterskab i Skills, som afholdes i februar 2023. 

 

Se lidt billeder fra konkurrencen på vores Facebookside her